Johan Schrøder (1940–2019) var civilingeniør, erhvervsleder og mangeårig administrerende direktør og senere hovedaktionær i Radiometer A/S.
Han satte gennem flere årtier et markant præg på dansk erhvervsliv og på en række centrale institutioner inden for industri, uddannelse, naturbeskyttelse og samfundsdebat. Fra 2004 og frem til sin død fungerede han desuden som honorær generalkonsul for New Zealand i Danmark.
Fonden blev etableret af Johan Schrøder på baggrund af hans værdier og livssyn samt ønsket om, at midlerne fra salget af Radiometer A/S i 2004 skulle gavne samfundet bredt og langsigtet.

Johan Schrøder havde et stærkt teknisk afsæt. Efter studentereksamen fra Ordrup Gymnasium i 1959 uddannede han sig til civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole i 1968. Han havde en grundlæggende tro på, at viden skal omsættes til konkrete, anvendelige resultater, og at forskning skal bringes tæt på de problemer, der skal løses i praksis.
Den tilgang prægede hans ledelse af Radiometer A/S gennem mere end 30 år. Her arbejdede han for faglig kvalitet, teknisk nysgerrighed og en kultur, hvor udvikling og anvendelse hang tæt sammen. Det lå ham naturligt at tænke i langsigtede, praktiske løsninger og i teknologier, der kunne skabe reel forskel i hverdagen for brugerne.
Denne tankegang ligger i dag til grund for fondens støtte til anvendt forskning.
Som erhvervsleder og som privatperson havde Johan Schrøder en dyb interesse for, hvordan samfundet indrettes og reguleres. Han mente, at stærke institutioner, klare spilleregler og en robust retsstat er afgørende for både borgere og virksomheder.
Han deltog aktivt i bestyrelsesarbejde på tværs af store organisationer. Han var bl.a. bestyrelsesformand for Rockwool International A/S, Axcel Industriinvestor A/S, WWF Verdensnaturfonden Danmark, Ordrup Gymnasium og Axcel Fonden samt medlem af en række nationale og internationale advisory boards, herunder IESE i Barcelona og CEPOS.
Han så det som en borgerpligt at værne om, udvikle og udfordre de strukturer, der holder samfundet sammen. Denne bredde i hans samfundsengagement afspejles i fondens støtte til initiativer inden for samfund, regulering og retssikkerhed.
Johan Schrøder havde gennem hele livet en stærk social bevidsthed. Han var optaget af at hjælpe mennesker i udsatte positioner og mente, at dem, der har haft muligheder i livet, har et ansvar for at støtte dem, der ikke havde de samme forudsætninger.
Et afgørende vendepunkt i hans sociale engagement kom med fødslen af hans søn Jacob, der blev født med en medfødt hjerneskade. Dette førte til mange års involvering i indsatser for mennesker med handicap, blandt andet gennem hans arbejde og investeringer i Pindstrup Fonden, hvor han i mange år bidrog til at skabe gode rammer og ophold for både børn, unge og voksne med særlige behov.
Hans fokus på trivsel, omsorg og konkrete forbedringer i hverdagen for udsatte grupper danner i dag fundamentet for fondens støtte til sociale og velgørende formål.
Ved siden af et travlt erhvervsliv havde Johan Schrøder tre centrale fritidsinteresser, som fulgte ham gennem hele livet: hestesport, sejlads og klassisk musik. Hestesporten var en daglig disciplin for ham i mange år, med morgenture på hesteryg og deltagelse i de ugentlige jagter iført den karakteristiske røde rytterjakke.
Interessen førte til erhvervelsen af Aggersvold Gods ved Jyderup, hvor han etablerede Heste-Herregårdspension Aggersvold. Sejladsen var et andet fast holdepunkt, der havde rødder i barndommens ture med far og bror, og som han senere videreførte med sine egne børn og familie, ofte på længere ture i de nordiske farvande og særligt i den stockholmske skærgård.
Musikken udgjorde den tredje grundpille. Han spillede cello og klaver gennem hele livet, og uanset skulderskader forblev musikken et vedvarende fristed og en kilde til glæde for både ham selv og hans omgivelser. Samlet gav disse tre interesser ham et nødvendigt modspil til et krævende arbejdsliv og var med til at definere hans personlige livsglæde.
Johan Schrøder var næstældste barn af Carl og Lise Schrøder, student fra Ordrup Gymnasium og cand.polyt. fra Danmarks Tekniske Højskole.
Johan Schrøder var far til seks børn – tre med sin første hustru, Susanne Black-Petersen, og tre med sin anden hustru, Mette Boisen.
Igennem sit travle og rige erhvervsliv har Johan bestridt mange poster. Nedenfor findes et udpluk af Johan Schrøders erhvervsliv.
1959: Student fra Ordrup Gymnasium
1968: Uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole
1971 – 1973: Administrerende direktør, våben- og maskinfabrik Wejra A/S
1973 – 2004: Administrerende direktør, Radiometer A/S
1970 – 2004: Bestyrelsesmedlem, Radiometer A/S
1986 – 2001: Bestyrelsesmedlem, Rockwool International A/S
1992 – 2005: Bestyrelsesmedlem, Industriens Arbejdsgivere i København
1992 – 2014: Bestyrelsesmedlem, International Advisory Board, IESE, International Graduate School of Management, Barcelona
1994 – 2001: Bestyrelsesformand, Rockwool International A/S
1994 – 2009: Bestyrelsesformand, Axcel Industriinvestor A/S
2000 – 2008: Bestyrelsesformand, WWF Verdensnaturfonden Danmark
2000 – 2019: Bestyrelsesmedlem, Fonden til støtte, Pindstrup Centret
2013 – 2019: Bestyrelsesmedlem, Bymose Hegn Fonden
2001 – 2005: Bestyrelsesmedlem, ICC Danmark
2006 – 2015: Bestyrelsesformand, Ordrup Gymnasium
2010 – 2018: Bestyrelsesformand, Axcel Fonden
2008 – 2017: Bestyrelsesmedlem, CEPOS
2004 – 2019: Honorær generalkonsul i Danmark, New Zealand